Gennemførelse af salg af distributionsvirksomheden Impec i Caribien
Dags dato er dette salg endeligt gennemført, og som tidligere oplyst vil dette salg bevirke, at koncernens indtjening på helårsbasis bliver reduceret med DKK 9 mio. (EBITDA og EBIT), mens effekten i perioden november til december 2012 udgør DKK 4 mio. (EBITDA og EBIT).
Frasalget medfører en reduktion i koncernens nettoomsætning på DKK 130 mio. på årsbasis, mens effekten vil udgøre DKK 30 mio. i perioden november til december 2012.
Salgsprisen for aktierne er på niveau med den regnskabsmæssige værdi. Salget medfører, at koncernens netto rentebærende gæld reduceres med DKK 15 mio.
Den langsigtede distributionsaftale mellem Royal Unibrew og Impec Holding omfattende en række af Royal Unibrews malt- og ølprodukter fortsætter uændret, og Royal Unibrew forventer derfor en fortsat stærk markedsposition på Guadeloupe og Martinique.
De tidligere udmeldte forventninger til 2012 fastholdes.
Med venlig hilsen
Royal Unibrew A/S
Henrik Brandt
Adm. direktør
Eventuelle spørgsmål bedes rettet til undertegnede på tlf. 56 77 15 13.