Markedspositionen i Danmark styrkes med købet af Bev.Con ApS med mærker som CULT Energy, SHAKER og MOKAÏ

June 29, 2018 at 8:00 AM CEST

SELSKABSMEDDELELSE NR. 40/2018 — 29. JUNI 2018

Royal Unibrew styrker sin markedsposition i Danmark med købet af CULT forretningen

  • Med købet styrkes bredden i sortimentet i RTD (Ready-to-Drink)/Cider-kategorien og markedet for energidrikke
  • Købet styrker Horeca forretningen i RTD/Cider-kategorien og markedet for energidrikke
  • Købet forventes allerede i 2019 at styrke Royal Unibrews indtjening pr. aktie (EPS)
  • Købspris baseret på Enterprise Value på DKK 350 mio. finansieres ved bankgæld
  • Overtagelsen forventes gennemført inden udgangen af 2018 og er betinget af godkendelse fra de danske og tyske konkurrencemyndigheder

Royal Unibrew A/S har i dag indgået aftale om køb af 100% af Bev.Con ApS, der ejer varemærker som CULT Energy, SHAKER og MOKAÏ. Selskabet beskæftiger omkring 40 medarbejdere med fokus på kommercielle aktiviteter, hvor produktion og logistik udføres af tredje part.

Købsprisen udgør DKK 350 mio. baseret på gældfri basis. Værdiansættelsen af Bev.Con ApS er baseret på de multipler, som gælder for nationale drikkevarepositioner.

Købet er i tråd med Royal Unibrews strategi om at være en fokuseret og stærk regional drikkevarevirksomhed med markedsledende positioner inden for drikkevarer i Norden og Baltikum suppleret af stærke niche-positioner på f.eks. det italienske marked og de internationale markeder for maltdrikke.

"CULT introducerede som de første energidrikke til det danske marked og har derudover med ligeledes stort entreprenørskab haft stor indflydelse på udviklingen af kategorier inden for RTD/cider. Købet af CULT understøtter dermed vores strategi om at være en fokuseret og stærk national leverandør af kvalitetsdrikkevarer — herunder energidrikke og RTD/cider. CULT har i lighed med Royal Unibrew et stærkt kommercielt forbruger- og kundefokus, og vi forventer, at vi i fællesskab med CULTs engagerede medarbejdere styrker vores position i markedet inden for disse kategorier. Med købet forventer vi at kunne opnå øget distribution og aktivering af CULT porteføljen og dermed at skabe værdi for vores aktionærer", siger Hans Savonije, CEO i Royal Unibrew.

Normaliseret hoved- og nøgletal 2017 Bev.Con ApS
Volumen, t. Hl 113  
Omsætning (DKK mio.) 200  
EBITDA (DKK mio.) 31  
EBIT (DKK mio.) 28  
EBITDA-margin (%) 15,5%  
EBIT-margin (%) 14,0%  
Medarbejdere 42  

  
Gennemførelsen af transaktionen
Købet af Bev.Con ApS forventes at være gennemført inden udgangen af 2018, betinget af godkendelse fra de danske og tyske konkurrencemyndigheder.

Med venlig hilsen
Royal Unibrew A/S

Hans Savonije
President & CEO

Yderligere oplysninger vedr. denne meddelelse: 
CEO Hans Savonije, tlf. (+45) 22 20 80 17  
CFO Lars Jensen, tlf. (+45) 29 23 00 44  
www.royalunibrew.com

Royal Unibrew er en ledende regional drikkevarevirksomhed på en række markeder — primært i Nordeuropa, Italien samt på de internationale markeder for maltdrikke.
Vi producerer, markedsfører, sælger og distribuerer kvalitetsdrikkevarer, og vi har fokus på brandede produkter inden for øl, malt- og læskedrikke samt cider og long drinks.
Vores hovedmarkeder er Danmark, Finland, Italien og Tyskland samt Letland, Litauen og Estland. Hertil kommer de internationale markeder, der omfatter en række etablerede markeder i Americas-regionen og større byer i Europa og Nordamerika samt emerging markets i eksempelvis Afrika.
På alle vores multi-beverage markeder tilbyder vi kunderne stærke og lokalt forankrede brands. Baseret på løbende udvikling og innovation er det vores mål at imødekomme kundernes efterspørgsel efter kvalitetsdrikkevarer.
Udover vores egne brands udbyder vi licensbaserede internationale brands fra PepsiCo og Heineken-koncernen.

Meddelelsen er udarbejdet på dansk og engelsk. I tvivlstilfælde er den danske udgave gældende.