Royal Unibrew har nu gennemført købet af den finske bryggerivirksomhed Hartwall
Selskabsmeddelelse nr. 38/2013 — 23. august 2013
Royal Unibrew har nu gennemført sit køb af Oy Hartwall Ab
Royal Unibrews køb af den finske bryggerivirksomhed Oy Hartwall Ab (Hartwall) er dags dato gennemført, idet betingelserne for købet er opfyldt med modtagelsen af de estiske konkurrencemyndigheders godkendelse samt af sædvanligt samtykke fra samarbejdspartnere, (jf. selskabsmeddelelse 35/2013 af 19. august 2013).
Købet er et led i Royal Unibrews strategi om at være en fokuseret og stærk regional bryggerivirksomhed med markedsledende positioner inden for øl, malt- og læskedrikke, herunder sodavand, vand og juice samt cider og longdrinks (RTD) i Norden og Baltikum.
Med købet udbygger Royal Unibrew sin position som den næststørste bryggerigruppe i Norden og Baltikum og skaber en både bredere og stærkere indtjeningsbase, ligesom porteføljen af egne mærker udvides.
Som tidligere oplyst, er købet baseret på en vurderet Enterprice Value på DKK 3,3 mia., og købsprisen udgør DKK 2,8 mia. Hartwall vil regnskabsmæssigt indgå i Royal Unibrew koncernen fra dags dato.
Købets påvirkning af aktiver og forpligtelser i Royal Unibrews koncernregnskab samt af den forventede nettoomsætning, EBITDA og EBIT for 2013 vil blive oplyst i forbindelse med offentliggørelsen af Royal Unibrews delårsrapport for perioden 1. januar - 30. juni 2013 den 28. august 2013.
Som omtalt i selskabsmeddelelse nr. 35/2013 af 19. august 2013 vil der indenfor den kommende uge blive indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor bestyrelsen vil foreslå indvælgelse af et finsk medlem til Royal Unibrews bestyrelse.
Med venlig hilsen
Royal Unibrew A/S
Henrik Brandt
Adm. direktør
Yderligere oplysninger vedr. denne meddelelse:
Adm. direktør Henrik Brandt, tlf. (+45) 56 77 15 13
Økonomidirektør Lars Jensen, tlf. (+45) 56 77 15 05