Royal Unibrew har modtaget meddelelse om betinget udnyttelse af 37.500 m2 byggeretter af Århus ejendom
Selskabsmeddelelse nr. 19/2012 — 30. marts 2012
A. Enggaard A/S, Entreprenør- og Byggefirma har meddelt Royal Unibrew A/S betinget udnyttelse af 37.500 m2 byggeretter vedrørende bryggerigrunden i Århus.
Royal Unibrew A/S har dags dato modtaget meddelelse fra A. Enggaard A/S, Entreprenør- og Byggefirma om betinget udnyttelse af option på køb af 37.500 m2 byggeretter (ud af i alt 140.000 m2 byggeretter) vedrørende bryggerigrunden i Århus. Udnyttelse af optionen er bl.a. betinget af offentlige myndigheders godkendelse af projektet på grunden omhandlende VIA University College, deponering af købesummen og tinglysning af anmærkningsfrit skøde, hvorfor optionsudnyttelsen fortsat er forbundet med stor usikkerhed. Den betingede udnyttelse sker som en del af den optionsaftale, som blev indgået i marts 2011 (jf. selskabsmeddelelse nr. 1/2011 af 4. marts 2011).
Udnyttelse af de 37.500 m2 byggeretter vil i givet fald kunne forventes gennemført i slutningen af tredje kvartal 2012 og vil have en netto cash flow effekt efter skat på DKK 112 mio. for Royal Unibrew A/S. En handel vil i givet fald finde sted til regnskabsmæssig værdi, hvorfor overdragelsen ikke påvirker selskabets resultat eller egenkapital. Endvidere vil en handel ikke give anledning til regulering i den regnskabsmæssige værdi af de resterende byggeretter, der jf. årsrapporten for 2011, indregnes i Royal Unibrews regnskab til skønnet dagsværdi.
A. Enggaard A/S, Entreprenør- og Byggefirma har i forbindelse med den betingede udnyttelse af optionen på køb af 37.500 m2 byggeretter omhandlende VIA University College fået en option på udnyttelse af yderligere 5.000 m2 af de resterende byggeretter på lignende betingelser i perioden frem til 31. december 2014.
Med venlig hilsen
Royal Unibrew A/S
Henrik Brandt
Adm. direktør
Eventuelle spørgsmål bedes rettet til undertegnede på tlf. 56 77 15 13.