Aktietilbagekøbsprogram på 21.988 aktier igangsættes

September 16, 2013 at 4:07 PM CEST
Supporting Materials:
 

Selskabsmeddelelse nr. 44/2013 —  16. september 2013

 

Bestyrelsen i Royal Unibrew A/S har besluttet at igangsætte et tilbagekøb af 21.988 egne aktier.

 

Formål

Formålet med tilbagekøbet af aktier er at afdække incitamentsprogram for direktionen i Royal Unibrew, jf. selskabsmeddelelse nr. 41/2013.

 

Bemyndigelse

Aktietilbagekøbsprogrammet iværksættes inden for den bemyndigelse, som bestyrelsen fik på selskabets generalforsamling 29. april 2013. Selskabet vil herefter kunne erhverve egne aktier på op til 10 % af den samlede aktiekapital. Aktietilbagekøbsprogrammet vil blive etableret og struktureret i overensstemmelse med EU Kommissionens Forordning 2273/2003 af 22. december 2003 (den såkaldte Safe Harbour-metode), som sikrer, at selskabet er beskyttet mod overtrædelse af insiderlovgivning under tilbagekøbet.

 

Aktietilbagekøbsprogrammet

Aktietilbagekøbsprogrammet forventes at blive gennemført i perioden fra 17. september 2013 og frem til og med 20. november 2013.

Det samlede aktietilbagekøb i perioden vil maksimalt andrage 21,988 aktier (nominelt DKK 0,2 mio. svarende til ca. 0,2 % af aktiekapitalen). Baseret på aktiekursen 13. september 2013 vil det svare til en markedsværdi på ca. DKK 14 mio. Royal Unibrew har indgået aftale med Nordea Bank Danmark A/S, om at Nordea som Lead Manager forestår tilbagekøbet på vegne af Royal Unibrew. Nordea vil træffe alle handelsbeslutninger uafhængig af og uden involvering fra Royal Unibrew. Der vil maksimalt på hver børsdag blive købt aktier svarende til 25 % af den daglige gennemsnitsmængde, der blev handlet i de tyve handelsdage, der går forud for købstidspunktet.

Der vil ikke under tilbagekøbsprogrammet blive købt aktier til en højere kurs end den højeste af følgende to kurser:

  • kursen på den sidste uafhængige handel og
  • det højeste foreliggende uafhængige tilbud på NASDAQ OMX Copenhagen.

Royal Unibrew er berettiget til at standse aktietilbagekøbsprogrammet i tilfælde af væsentlige ændringer i selskabets forhold eller i markedet. I tilfælde af, at programmet standses, vil Royal Unibrew informere om dette i en selskabsmeddelelse, og Nordea vil ophøre med at tilbagekøbe aktier i markedet.

Royal Unibrew vil ugentligt i en selvstændig selskabsmeddelelse oplyse om antallet af tilbagekøbte aktier og værdien heraf.

Eventuelle spørgsmål bedes rettet til undertegnede på tlf. 56 77 15 05.

 

Med venlig hilsen

Royal Unibrew A/S

 

Lars Jensen

Økonomidirektør