Opdatering af forventninger til 2014

March 18, 2014 at 7:59 AM EDT
Supporting Materials:

Selskabsmeddelelse nr. 3/2014 —  18. marts 2014

  

I forbindelse med offentliggørelsen af Royal Unibrews årsrapport for 2013 (jf. selskabsmeddelelse nr. 1/2014 af 11. marts 2014) blev det udmeldt, at nettoomsætningen for 2014 forventes at falde med et lavere encifret procentpoint i forhold til den proforma opgjorte nettoomsætning for 2013 på DKK 6.050 mio., og at EBITDA forventes realiseret lidt højere end den proforma opgjorte EBITDA for 2013 på DKK 1.015 mio. før fradrag af transaktionsomkostninger på DKK 15 mio. svarende til DKK 1.000 mio. efter fradrag af transaktionsomkostninger. Det blev ligeledes oplyst, at forventningerne til 2014 ville blive opdateret, når medarbejderforhandlingerne om restrukturering af Hartwall og konklusionerne heraf var afsluttet i henhold til procedurer herfor.

 

De ovennævnte medarbejderforhandlinger og konklusionerne heraf er nu afsluttet, og det er besluttet at restrukturere Hartwall med henblik på at sikre Hartwalls fortsatte position som en markedsledende drikkevarevirksomhed i Finland, hvor forbruget er faldende og konkurrencen er blevet hårdere. Det er derfor nødvendigt at skabe en mere fleksibel og kunde- og markedsfokuseret virksomhed. Restruktureringen gennemføres dels ved en omorganisering af virksomheden og dels ved en reduktion af medarbejderstaben. 140 medarbejdere vil være omfattet af restruktureringen, som medfører, at ca. 110 stillinger nedlægges i løbet 2014 blandt såvel funktionærer og timelønnede, heraf hovedparten pr. 1. april 2014. Denne beslutning medfører, at resultatet i 2014 påvirkes negativt med engangsomkostninger relateret til restrukturering på ca. DKK 50 mio.

 

Forventningerne til 2014 er herefter følgende:

  

  Forventninger 2014 Forventninger 2014 før fradrag af restruktureringsomkostninger Proforma realiseret 2013* Realiseret
2013**
Nettoomsætning (DKK mio.) 5.750-6.050 5.750-6.050 6.050 4.481
EBITDA (DKK mio.) 965-1.015 1.015-1.065 1.015 732
EBIT (DKK mio.) 665-715 715-765 730 560

 

*Proforma realiseret er opgjort med Hartwalls realiserede nettoomsætning og resultater for hele året før fradrag af transaktionsomkostninger på DKK 15 mio.

**I 2013 indgik Hartwall i perioden 23. august - 31. december i resultatet med en nettoomsætning på DKK 787 mio., et EBITDA på DKK 94 mio. og et EBIT på DKK 38 mio. efter fradrag af transaktionsomkostninger på DKK 15 mio.

  

Med venlig hilsen

Royal Unibrew A/S

 

Henrik Brandt

CEO

 

Eventuelle spørgsmål bedes rettet til undertegnede på tlf. 56 77 15 13.